12. juni 2023
Firmaidræt Storkøbenhavns fodboldafdeling har siden slutningen af 2022 været uden udvalgsmedlemmer.
Derfor gør det os ekstra glade endelig at kunne fortælle, at vi fra maj måned har fået en ny fodboldformand - Daniel Kruse Nielsen!
Daniel har sammen med sit hold spillet med i vores fodboldturnerig de sidste 6 år, hvor han med egne ord har fået mange skønne minder med i bagagen.
Han kender derfor allerede rigtig godt til fodboldafdelingen, men glæder sig til nu at få en dybere indsigt i arbejdet bag samt i Firmaidræt Storkøbenhavn som forening.
Fodbold er Daniels helt store drivkraft, og han drømmer om at gøre karriere indenfor området - i første omgang som frivillig formand for fodboldudvalget hos os!
Om sin nye rolle siger Daniel: "At være en del af det frivillige foreningsliv er noget, jeg igennem min opvækst altid har sat stor pris på og gjort en dyd ud af. Jeg er utrolig glad for at kunne være en del af en forening, hvor jeg forhåbentligt kan præge min passion i en retning, der er nytænkende, innovativ og sammensluttet. Jeg håber, at vi i fælleskab kan udvikle konceptet, både i fodboldregi, men i den grad også i de øvrige sportsgrene. Jeg ser frem til at møde jer på banerne, og ønsker jer alt held og lykke i jeres respektive rækker."
Velkommen til Daniel - vi er glade for at have dig med ombord!
Vi mangler stadig flere medlemmer til vores fodboldudvalg. Kunne det være noget for dig, eller en du kender? Så hører vi gerne fra jer!
Læs mere om vores fodboldafdeling her.
I kan fange Daniel på dkn@fskbh.dk