11. september 2023
Velkommen til Laura Valentin Hansen, ny studentermedhjælper i Firmaidræt Storkøbenhavn
D. 1. september startede vores nye studentermedhjælper Laura Valentin Hansen. Som studentermedhjælper skal Laura understøtte vores to fastansatte og vores frivillige bestyrelse i både administrative og praktiske opgaver. Lauras opgaver vil være indenfor administration og medlemsservice ifm. booking af badminton- og tennisbaner. Derudover kommunikation via hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier. Desuden skal Laura også bidrage til udvikling, planlægning og afvikling af events i tæt samarbejde med vores udviklingskonsulent.
I december 2022 afsluttede Laura sin bachelor i Idræt og fysisk aktivitet ved Københavns Universitet, og er netop startet på kandidaten i Humanistisk- samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab. Derudover arbejder hun som online sundhedscoach og afvikler bootcamps. Hun er optaget af idræt, sundhed og bevægelsesglæde, og har gennem mange år været udøver og instruktør indenfor forskellige idrætsgrene.
Laura bor på Nørrebro med sin kæreste.
Det siger Laura om sin nye stilling
"Personligt har jeg altid været vild med idræt, og jeg har prøvet mange forskellige idrætsgrene. Udover at jeg synes det føles godt at være aktiv, så er det også sammenholdet, fællesskabet og oplevelserne, som jeg synes gør idræt helt fantastisk! Som studentermedhjælper glæder jeg mig til at udvikle mig hos Firmaidræt Storkøbenhavn og bidrage til, at flere kan opleve glæden ved at dyrke idræt."